Advokatsamfundet

Advokatsamfundet søger en tilsynschef

Vil du være med til at sikre et effektivt tilsyn med landets advokater? Og vil du være med til at bekæmpe hvidvask i tæt samarbejde med de øvrige myndigheder på området? Kan du lede, engagere og motivere vores dygtige medarbejdere? Så er du måske den nye tilsynschef i vores nyoprettede afdeling Tilsyn og Hvidvask.

Hvem er Advokatsamfundet?
Advokatsamfundet arbejder på et politisk neutralt grundlag for at styrke borgernes og virksomhedernes retssikkerhed og sikre et velfungerende retssamfund. En af vores vigtige opgaver er at føre tilsyn med, at landets advokater og advokatfirmaer lever op til deres pligter – herunder reglerne om hvidvask.

Om afdelingen og arbejdsopgaverne
Du bliver leder for 10 dygtige medarbejdere – primært jurister – i afdelingen Tilsyn og hvidvask. Du får et tæt samarbejde med tilsynschefen for søsterafdelingen Tilsyn og klientkonto og refererer direkte til tilsynsdirektøren.

I de to tilsynsafdelinger fører vi tilsyn med landets advokater og advokatfirmaer. Derudover behandler vi løbende disciplinærsager, herunder udarbejder anklageskrifter i sager, der skal indbringes for Advokatnævnet.

Arbejdsopgaverne i Tilsyn og hvidvask omfatter ud over ovenstående navnligt:

  • Vejledning og kommunikation om hvidvaskpligterne og advokatpligterne i øvrigt.
  • Myndighedssamarbejde på hvidvaskområdet, herunder deltagelse i en række arbejdsgrupper og bilaterale samarbejdsfora, f.eks. Hvidvaskforum, Tilsynsforum og møder med bl.a. Finanstilsynet, Erhvervsstyrelsen og Hvidvasksekretariatet.
  • Internationalt samarbejde med relevante aktører.
  • Sekretariatsfunktion for nogle af Advokatrådets underudvalg og arbejdsgrupper.
  • In house ekspertise indenfor blandt andet obligatorisk efteruddannelse, selskabsområdet og forsikring og garanti.

Du vil få en vigtig rolle i forbindelse med forberedelse af den kommende AML-pakke (Anti-Money Laundering) fra EU, der træder i kraft i 2027. Derudover vil du, sammen med bl.a. tilsynsdirektøren, blive involveret i koordineringen af FATF's (Financial Action Task Force) kommende landeevaluering af Danmark.

Dig som leder
Vi lægger særligt vægt på, at du evner at:

  • lede og motivere afdelingens medarbejdere i et arbejdsfællesskab præget af høj faglighed og gensidig tillid.
  • fremme en kultur, hvor nytænkning og løbende forbedringer er en naturlig del af hverdagen.
  • bidrage til en attraktiv arbejdsplads med høj trivsel og balance mellem arbejde og privatliv.
  • sikre smidig kommunikation og samarbejde på tværs af afdelingen og organisationen.

Du vil blive en del af chefgruppen i Advokatsamfundet, hvor vi har fokus på et tæt samarbejde, tydelige til- og fravalg, klarhed om ansvar og tydelig kommunikation.

Den rette kandidat
Din tilgang til medarbejderne i afdelingen og dine chefkollegaer er det vigtigste. Derudover regner vi med, at du har en relevant uddannelsesmæssig baggrund og erfaring med ledelse, gerne fra en lignende rolle.

Det er en forudsætning for at lykkes i rollen, at du har stærke kommunikations- og samarbejdsevner og evner at motivere dem omkring dig.

Kendskab til og erfaring med hvidvaskområdet er en stor fordel.

Vi tilbyder dig

  • En spændende nyoprettet stilling med mulighed for at sætte dit eget præg.
  • Du bliver en del af en ambitiøs chefgruppe, som har fokus på sammenhold. Her er stor faglig drivkraft og godt humør.
  • En central rolle ift. at opretholde advokatstandens integritet og uafhængighed.
  • En stilling, hvor der er gode muligheder for både faglig og personlig udvikling.

 Vi er en organisation, der er præget af et højt fagligt niveau, et stærkt sammenhold, og en uformel omgangstone. Vi arbejder målrettet med trivsel på arbejdspladsen. Det er derfor vigtigt, at du også har fokus på de menneskelige relationer til den øvrige ledelse, medarbejdere og kolleger.

Det praktiske
Lønniveauet tager udgangspunkt i det lønniveau, der gælder for lignende stillinger på Justitsministeriets ressortområde og afhænger i øvrigt af dine faglige og personlige kompetencer. Vi kan desuden tilbyde en attraktiv pensionsordning, sundhedsforsikring, hyggelige personalearrangementer og en god kantineordning.

Hvis du vil vide mere, kan du kontakte tilsynsdirektør Pernille Ekman på telefon 33969774 eller mail pen@advokatsamfundet.dk.

Sidste frist for ansøgning er den 9. juni 2025, men vi forventer at holde løbende samtaler.

Tiltrædelse snarest muligt.

Du sender din ansøgning ved at klikke på ansøgningsknappen. Hvis du vedhæfter bilag, hvor dit cpr-nummer fremgår, bedes du udstrege det.
Se mere om hvordan Advokatsamfundet behandler din ansøgning på Advokatsamfundet.dk.

Del på:

Region:

  • Region Hovedstaden

Jobtype:

Fast

Arbejdstid:

Fuldtid

Arbejdsdage:

Dag

Branche:

Ledelse

Type / niveau:

Funktionær

Ansøgningsfrist:

09-06-2025

Tiltrædelse:

Snarest

Arbejdssted:

København K

Yderligere oplysninger fås hos:

Pernille Ekman

Telefon: +45 33969798

Kontoradresse:

Kronprinsessegade 28 1306 København K

Se placering: